Gaia-hypotese

Gaia-hypotesen er en teori, der blev udviklet af den britiske forsker James Lovelock i 1970'erne^[1]. Hypotesen foreslår, at Jorden fungerer som en integreret, selvregulerende organisme, hvor livet og det abiotiske miljø er tæt sammenkoblet og interagerer på komplekse måder.

Ifølge Gaia-hypotesen fungerer Jorden som et enkelt, sammenhængende system, hvor levende organismer, atmosfæren, havene og andre miljømæssige faktorer samvirker for at opretholde stabilitet og optimale betingelser for livet på planeten. Livet på Jorden påvirker aktivt de fysiske og kemiske betingelser i miljøet og regulerer dem for at opretholde homeostase eller en tilstand af balance^[1].

1. ^ ^{a b} Lovelock 2000